Tre hovedpunkter sættes gerne op i forbindelse med tolkning af årsagen til, de mange insulære genstandes tilstedeværelse i norske (skandinaviske) vikingegrave.
1) Plyndring?
2) Handel?
3) Missionering?
Handel?Dekorerte beslagstykker utgjør en forholdsvis stor andel av det insulære materialet fra Trøndelag. Oversiden på disse beslagene er rikt dekorert, og ofte gullbelagt. De fleste beslagene er laget av bronse, men på Re, Stjørdal og Finsås, Snåsa har man funnet beslagsstykker som er laget av sølv. Man antar at de fleste beslagene stammer fra Irland hvor de opprinnelig kan ha vært festet på kirkelig utstyr som for eksempel relikvieskrin eller bøker. I Norge har disse gjenstandene imidlertid fått en helt annen bruk og funksjon. Flere av beslagene som er funnet i Trøndelag, har sekundære hull som er anlagt uten hensyn til dekorasjonen, eller fått nålefeste på baksiden, for å kunne brukes som spenner eller beltepryd. Disse gjenstandene har hyppigst blitt funnet i kvinnegraver, og nesten alle slike beslagstykker stammer fra graver som kan dateres til 800-tallet. Kilde: Røvergods, arkeolog Aina Margrethe Heen Pettersen, Vitenskapsmuseet 2013.
Omformede, omgjorte insulære beslag.Wamers (1998) mener, at ideen med at ændre irske beslag og fragmenter er specielt for vikingetiden, og er ukendt som fænomen fra tidligere perioder. Et stort flertal af de omformede beslag er oprindeligt fra klerikale genstande - dvs. objekter, der har været anvendt i forbindelse med religiøse handlinger.
Analyserne fra Trøndelag viser, at majoriteten af omformede insulære beslag skal findes i aristokratiske kvindegrave - samt, med en datering til 800-tallet. Gravmaterialet differentierer sig således -
Ca. 800 2 stk.
800-850 4 stk.
850-900 4 stk.
800-tallet 4 stk.
900-950 4 stk.
920-960 1 stk.
I henhold til min tidligere
status, kan gravfundene fra perioden ca. 800 e.Kr. og frem til et sted mellem 850-900, relateres til vikingetogter, hvor genstandende blev hjemtaget direkte til Norge. Dublin-styret blev trængt af fjendtlige styrker i 870-erne.
Fra først i 900-tallet blev handelen i Dublin - og dertil knyttede longphorts - struktureret og det er plausibelt, at 900-tallets insulære genstande fandt vej til Skandinavien via det skandinaviske handelsnetværk
’The Northern Arc’. Det kan forklare de meget små mængder af irske objekter, der har fundet vej til handelsbyerne Hedeby, Ribe, Kaupang/Vestfold, Helgö og Birka - og med videresalg til mindre handelspladser som Åhus, Uppåkra og Sebbersund.
Et flertal af forskere opfatter de insulære beslag som personlige prestigegenstande, som fulgte kvinderne med sig i graven. Der er således ikke tale om arvestykker men en modefænomen i 800-tallet, der klinger af i 900-tallet.
