Bogen påviser en udvikling af filosofisk og historisk art der starter i 1853 og bliver inkorporeret i nazismen fra dennes begyndelse. Etaperne er: Franskmanden Gobineau : Essai sur l'inégalité des races, 1853, derefter tyskeren Adolf Bastian, 1826 - 1905, og tyskeren Gustaf Kosinna, der bliver betragtet som grundlægger af den national-socialistiske arkæologi. Interessant for skandinaver er det, at Kosinna skulle have været stærkt påvirket af den svenske arkæolog Oscar Montelius. Hele denne udvikling gik ud på at bevise en sammenhæng mellem civilisation og racerenhed: Dersom arkæologen konstaterede en langvarig positiv udvikling, da måtte dette skyldes, at et og samme biologiske folk dominerede lokaliteten. Hertil kommer det omvendte ræsonnement, som er politisk mere interessant: Dersom et folk bevarer sit biologiske særpræg og renhed, da vil en positiv civilisationsudvikling blive resultatet.
Anderledes sagt: Jo mere blandet en race er, des ringere er dens kulturelle og militære værdi.
At arkæologer således var implicerede i nazismen teoretiske grundlag, er en kendsgerning. Den arkæologi der faktisk udførtes under nazismen blev gennemført på dette forkvaklede grundlag, men ofte med videnskabelig grundighed. Derfor var den nazistiske arkæologi ikke værdiløs, set med efterkrigstidens øjne, og man kan citere dens resultater, f. eks. i Hedeby, eller i mange lokaliteter i de besatte lande, hvor tyske arkæologer, (medlemmer af nazipartiet og ofte af SS) arbejdede side om side med lokale fagfolk.
Det ejendommelige var imidlertid at de franske arkæologer, der samarbejdede med besættelsesmagten, senere fortsatte deres karriere og blev i stand til at forhindre, at det politiske aspekt ved krigstidsarkæologien blev undersøgt og kritiseret.
I Tyskland ofrede faget en syndebuk efter krigen: Det blev Hans Reinerth, der var et nemt offer, idet han allerede var svækket af anklager og fordømmelse fra nazipartiets side.
