Ostmen

[Emund Slemme]

Fy !! Emund Slemme 

[Historikus]

Var Bjørn ’Bier Costae Ferrea’ Jernside og Ivar ’Inguar’ Benløs sønner af personen ‘Lodbrog’?

Ifølge William af Jumiège er Bjørn af Lodbrog-slægten (Lothbroci, Lothbrocus).
Ifølge Adam af Bremen, Annalerne af St Neots, Islendingabok og Chronicon Roskildense er Ivar af Lodbrog-slægten (Lodparchi, Lodebrochi, Lotbroka, Lothpard).

Oplysningerne om ’Lodbrog’ dannes i perioden 1050 til 1125-50 i de udenlandske kilder og gentages først i de nørrøne kilder i perioden 1122-33 til 1138-40. Først efter år 1200 kommer Saxo til at præge udviklingen af sagnfiguren Regnerus Lothbrog.

Kommentar: Begge de to historiske personer Bjørn ’Bier Costae Ferrea’ Jernside og Ivar ’Inguar’ Benløs er begge nævnt af forfattere med tæt forbindelse til Rollo-dynastiet og Ivar-dynastiet eller, med forbindelser til det nordiske område.

Kommentar:

For et stykke tid siden, og på tråden med emnet ’Vem var Ragnar Lodbrog?’ – analyserede jeg baggrunden for Lodbrog-slægten og fandt frem til, at vikingen Ivar, Inguar, Ímair, som den første blev nævnt i en udenlandsk kilde år 1050 – som Lodbrog. Der er således stor sandsynlighed for, at Ivar-dynastiet’s (Uí Ímair) oprindelse skal søges i de dele af Skandi-navien, hvor denne slægt regerede.
 
Mit sidste indlæg afdækker, at våben-brødrene Ivar og Halvdan, må ha’ haft udspring indenfor samme ættelinje, da de begge tog magten i både York og Dublin. Umiddelbart viser årstallene, at Halvdan blev dobbeltkonge af York og Dublin i perioden 875/76-877 – dvs. indtil sin død.

Modparten til Ivar-dynastiet - og årsagen til den opståede stammefejde - var sønnerne af Olaf’s (Amlaíb) forsøg på magtovertagelse af Dublin efter Ivars død år 873. Ivar-dynastiet og Olaf-ætten må ha’ været herkomst fra to forskellige stammegrupperinger, hvor sidstnævnte slægt måske kan relateres til fund af et stort antal irske genstande i grave fra Rogaland, Hordaland og Sognefjord. Hvem ved.

Slutter fejden her eller fortsætter den? Vi får se.

[Historikus]

4) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Fjendskab mellem ætterne – del 2.

Barith (Bárðr) var søn af Ivar og konge i Dublin år 877. År 881 angreb han klostret Duleek i Meath og tog mange fanger, og plyndrede derefter oratoriet i St Cianán (Ciarán). Annalerne fortæller at Barith (Baethbarr, Baraid) druknede samme år i Dublin.

I perioden 881 til 883 opstod der dynastiske stridigheder om magten mellem tidligere sønner af hærførere og våbenbrødre til både Olaf og Ivar. 

Den næste konge der tiltrådte i Dublin var Sigfred (Sichfrith), søn af Ivar (883-88), som allerede i sit første regeringsår nedbrændte klostre i Lismore og Cloyne. Han døde år 888.

”Sichfrith mac Imair, rex Nordmannorum, a fratre suo per dolum occisus est”; Sichfrith, søn af Ivar og konge af normannerne, en bror blev dræbt ved forræderi blandt hans egne.

Sigfred (Sichfrith) blev afløst af sin bror Sihtric I (888-893). I en 10-årig periode fra 883 til 893, blev brødrene Sigfred og Sihtric I - ad hoc - udfordret på magten af sønnerne til Olaf og Ivars tidligere våbenbrødre.

År 893 opstod en konflikt mellem Sihtric I og en person, der nævnes som ’Sigfred Jarl’ (Sichfrait in erll). Det ser ud til, at Sihtric I blev afsat i Dublin, og en af kilderne ukendt person - ’Sigfred Jarl’ - tiltrådte som konge. Sihtric I blev genansat som konge i Dublin (894-896) – og nævnte ’Sigfred Jarl’ blev senere konge af York perioden 895-901.

Konger af Dublin (York) indtil nu:

Óláfr (Amlaíb) 853-871      

Ívar I  (Ímair) Ragnarsson 871-873 -> (York 871-873)

Eystein (Oistín) Olafsson 873-875

Hálvdan (Albann) 875-877 -> (York 875/76-877)

Barith (Bárðr) Ivarsson 877-881

Interregnum 881-883

Sigfred (Sichfrith) Ivarsson 883-888

Sihtric I Ivarsson 888-893

Sigfred Jarl (Sichfrait in erll) 893-894 -> (York 895-901)

Sihtric I Ivarsson 894-896        
________________________________________

Hvem var Sigfred Jarl (Sichfrait in erll)?

Her tager det historiske perspektiv en interessant og spændende drejning, som kun få kilder har informationer om.

Fortsættes . . .

[Boreas]

Fra de old-nordiske legender kjenner vi til to gamle ætter - av jernprodusenter, båtbyggere, navigatører og handelsmenn - som her er involverede. Under 800-tallet vokser det så fram en tredje, hvis håntverk er krigens - dvs. mobilisering, organisering og trening av større, sjøbårne militærstyrker. Dermed har man - i tillegg til de gamle bretoner, angel-saxere, skotter og marine piktere - en gammel forbindelse av sivil karakter over Norskehavet - till såvel Irskesjøen som Nordsjøen. (Jmfr. Ottars seilas, etc.)

1. Håleyger 2. Raumer 3. Ynglinger ('lodbroker')

I den første navnetradisjon finner vi gjerne Hå- och Hå-kon, i den andre O-lav/lag/laf og Ring, i den tredje Ra och Ha, som i Harald och Ragnhild. Dette og annet kan tyde på at Olav Kvaran hadde sine røtter i Viken, der man fra Borg skjøttet 'Nordsjøriket'.

Under Halvdan Svartes tid gikk disse inn i Lodbrok-alliansen. Dernest fikk lodbrokerne i havn en avtale med håleygene om en regulær mobilisering av ledinger etter hele vestkysten - og så langt inn i landet som laksen springer". I følge Snorre og lokale sagn gikk denne 'utvidete værneplikt' nord til Namdalen, Njardey og Leka, dengang Trondheimsfjordens nordligste ytterpunkt.

Hovedsætet for den vest-skandinaviske skipskultur befant seg da i Tronhjems-fjorden, hvorfra man hadde ett nordlig sjøkongedømme med (tradisjonelle) forbindelser til alle større øyer i Norskehavet - fra Hjaltland til Færeyna, Irskesjøen og Irland. Så snart lodbrog-alliansen blir virksom i nord-vest ser vi dessuten at et oppstår en 'intern' allianse mellom de gamle ættene i Oslofjorden og Trondheimsfjorden. Når Olav Kvaran dukker opp som leder for de nordiske interesser KAN det mao. være et uttrykk for at denne alliansen allerede er i funksjon - under ledelse av en øst-norsk adlig, som allerede har tatt plass i alliansen og lært seg 'krigens vesen'.

Halvdan Svarte (Ragnarsson?) ble som kjent hyllet som en stor konge i SØ Norge, hvor han ligger gravlagt - iflg. islendingen Snorre såvel som lokale, norske sagn. Da sønnen Harald samler den vestlige og nordlige del  Norge til innsats skriver man ca. 870. Den berømte samlingen i Hafrsfjord - der de tre sverd står i det saltede fjell - representerer altså en ny og større union av sjøstridskrefter i Norden. Pussig nok svarer dette ganske vel til den tid da lodbroksalliansen - med 'den store hær' - sloss som værst i England och Irland. 

Budet får altså være at Olav Kvaran kommer fra raumer-ætten på det norske Østlandet. I en irsk setting skulle de således være "austmen" - til forskjell fra de håleyger som bebodde Skandinavias vestkyst ('Loch-land') og øyene der ute i vest... 

[Historikus]

Så snart lodbrog-alliansen blir virksom i nord-vest ser vi dessuten at et oppstår en 'intern' allianse mellom de gamle ættene i Oslofjorden og Trondheimsfjorden. Når Olav Kvaran dukker opp som leder for de nordiske interesser . . . .

Boreas; godt informativt indlæg.

Jeg har tænkt lidt på om 800-tallets og 900-tallets høvdinge efterlod deres familie, dvs. kone og børn, hjemme i bygden - mens de tog på togter i det fremmede? Således at børnene blev opdraget indenfor ætten og de skikke som i mange år var gået i arv.

I Irland, som jeg behandler pt., ser det ud som om sønner til både Óláfr (Amlaíb) og Ívar I (Ímair) først bliver synlige i kilderne tæt på, at deres fædre bliver ældre og dør. I årene op til begge konges død, ser vi togter flere steder i Irland, ledet af deres voksne sønner, som snart skal overtage magten. "En slags praktikplads"?

Hvis rigtigt, som kilderne antyder, at kongerne ligeledes indgik alliancer med de lokale irske småkonger - og dermed giftede sig med deres døtre - fik de givetvis også børn med dem. Hvis de blev opdraget i vikingernes irske kolonier - longphort's - og senere tog på togter i Irland, må det ha' været svært for de lokale konger, at gøre modstand mod eventuelle egne sønner.

[Historikus]

5) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Fjendskab mellem ætterne – del 3.

Hvem var Sigfred Jarl (Sichfrait in erll)?

Sigfred (Siefredus) var søn af kong Guthfrith (Guðfríðr) af York. Guthfrith er nævnt i flere forskellige kilder bl.a. ’Æthelweards Krønike’ (>975<983), ’Historia de Sancto Cuthberto’ (>1031), ’De Hamburgske Ærkebispers Historie' (ca. 1070) og ’Historia Regum’ (12. årh.).

Halvdan blev dræbt ved Strangford Lough år 877. Simeon af Durhams skriver ca. år 1031 –

”Halfdene, deres konge (af York), som længe havde været forhadt af sin (egen) hær pga. sin lunefulde adfærd samt af de gejstlige på grund af de prøvelser han havde tvunget dem til at gennemgå, havde forladt sit kongerige ledsaget af to eller tre skibe - og ingen hørte mere til ham”.

Efter Halvdans død blev York regeret af de Berniciske (brytonisk Brynaich) regenter årene 877-883. Derefter tiltrådte Guthfrith som konge i York og frem til sin død år 895. Simeon af Durhams kalder Guthfrith for Guthred, søn af Hardacnut (Harþa-Knutr) - en af deres høvdinge. Simeon af Durhams legende om Guthred, søn af Hardecnut er, af Olafur Halldorsson, udnævnt som værende den første konge i rækken før Gorm den Gamle.

Adam af Bremen har ligeledes oplysninger om Guthfrith/Guthred –

”In Angliam quoque miserunt unum ex sociis Halpdani, qui dum ab Anglis occideretur, Dani constituerunt in locum eius Gudredum. Is autem Nordimbriam expugnavit”. De sendte også en af Halpdans fæller til Anglien. Da han blev dræbt af anglerne, indsatte danerne Gudred i hans sted. Denne erobrede Northumbria.

Mere interessant er, at Adam kender til sønnerne af kong Guthfrith/Guthred –

”Anglia, ut supra diximus et in Gestis Anglorum scribitur, post mortem Gudredi a filiis eius Analaph, Sigtrih et Reginold, per annos fere centum permansit in ditione Danorum”. Som tidligere nævnt forblev Anglien efter Gudreds død, regnet fra dennes sønner Oluf (Analeph), Sigfred (Sigerich) og Ragnald (Reginold), i næsten hundrede år under danernes herredømme.

Guthfrith’s søn Sigfred er samme person som ’Sigfred Jarl’, der nævnes i de irske kilder. På grund af interne stridigheder i Dublin, der samtidig generede samhandelen mellem Dublin og York, sendte kong Guthfrith sin søn Sigfred til Dublin år 893, for at skabe ro i lejren. Det medførte, at Sihtric I Ivarsson blev afsat og Sigfred Guthfrithsson overtog magten det følgende år. Herefter blev Sihtric I genindsat i Dublin, mens Sigfred Guthfrithsson tog tilbage til England og belejrede Exeter med 140 skibe. Efter sin fars død år 895 overtog Sigfred styret i York perioden 895-901.

Sigfred Rex slog mønt i York (Ebrauc), hvor en tidlig version fra omkring ca. år 900 vurderes af flere som værende udmøntet i handelsbyen Quentowic i Frisland. En senere version blev slået i York.

Fortsættes . . .

[Bornholm]

Grækenland var vikingernes betegnelse for Byzans.

Byzantium var dengang et by/område i Grækenland.

;-)

[Bornholm]

Gerne også i forbindelse med Ogham indskrifter.

Er Ogham ikke en form for "keltiske runer"? Blev de brugt samtidig med runer eller før?

[Bornholm]

Man fornemmer en retning i dine skriverier, Historikus...
... hvis man er lidt forudindtaget

 
 

[Historikus]

Er Ogham ikke en form for "keltiske runer"? Blev de brugt samtidig med runer eller før?

Ogam indskrifter på sten i det sydvestlige Irland kan dateres til det 5. årh., muligvis allerede i slutningen af det 4. årh. (Griffiths 2006). Ogam tekster på sten synes generelt at aftage i det 7. årh. og blev gradvist fortrængt af latinske skrifter. Wales har det største antal Ogham sten (35) udenfor Irland, hvis fordeling i landskabet tydelig afspejler den geopolitiske situation i det post-romerske Britannien. Placeringen af sten i det vestlige Britain viser irske bosættelser tilbage fra ca. år 400 e.Kr.

Spredningen af Ogham synes at komme fra Irland til de nærmeste kyster (bosættelser) i Britannien. Og ja, ogham og runer blev anvendt samtidig i en periode.

Om der findes ældre ogham skrifter i de keltiske områder på kontinentet, kan jeg ikke svare på.

[Vetgirig]

Notera att ogam ursprungligen är avsedd att användas på trästickor. En orsak till att den äldsta ogam är så sällsynt bevarad.

[Historikus]

Kommentar:

Guthfrith, søn af høvdingen Hardacnut, blev efter sin død begravet i domkirken Old Minster i York. Ifølge kilderne og møntfund (Cuerdale) efterfulgte sønnen Sigfred sin far som konge 895 til ca. 900. Omkring år 900 optræder navnet Cnut Rex, som anses at være Guthfriths sønnesøn, som regerede ca. 900-902.

En omdiskuteret sag er, om Æthelwold af Wessex en kort stund var konge af York i alliance med nordboerne. Der findes flere indikationer som f.eks. mønter fra Northumbria med navnes ‘Alwaldus’, der menes at være Æthelwold. Hardacnut-slægten fortsatte med at regere, hvor Halvdan II blev konge år 902 og regerede indtil 5. august 910. Her faldt Halvdan II i slaget ved Tettenhall, Staffordshire sammen med to andre kongesønner Eowils og Ivar - af samme æt.

Adam af Bremen nævner Guthfrith’s sønner som Olaf, Sigfred og Ragnald og møntfundene har navne som Sigfred og Cnut. Kilderne efterfølgende omtaler kongesønner som Halvdan, Eowils og Ivar. Hardacnut (og Cnut) peger på Gormslægten, hvor Gorm den Gamle blev kaldt for ’Hardecnudth Vurm’ af Adam af Bremen.

På Gutfrith Hardacnutsson’s tid var Danelagen opdelt i to provinser med hver sin konge. Gutfrith regerede York og Northumbria fra år 883 og i Cambridges og East Anglia regerede kong Guthrum (Athelstan) 879-890. Efterfølgende regerede Guthrum’s søn Erik (Eohric) årene 895-902, hvor han faldt i et slag ved Holme. Denne efterfulgtes af en ukendt normannerkonge, der regerede fra år 902 til år 917, hvor kongen faldt ved Tempsford i nærheden af Bedfort.

Krønikeskriveren Simeon af Durham antyder, at Gutfrith Hardacnutsson blev konge over hele Danelagen efter Guthrum’s død år 890 i Cambridges.

For øvrigt var Guthfrith Hardacnutsson kristen og en god ven af St. Cuthberts klostersamfund - og allerede år 878 blev kong Guthrum tvunget til at antage kristendommen af kong Alfred og lod sig døbe under navnet ’Athelstan’ sammen med 30 af sine mænd.

Konger af York (Dublin, Cambridges) indtil nu:

Hálvdan I (Albann) 875/76-877 -> (Dublin 875-877)

Guthfrith 883-895 -> (Cambridges 890-895)

Sigfred ’Jarl’ Guthfrithsson 895-900/01 -> (Dublin 893-894)

Cnut Sigfredsson 900/01-902

Æthelwold af Wessex 902

Hálvdan II 902-910

Cnut Rex, York mønt fra ca. år 900



________________________________________

Hans Menzing; Hvis der hjemvendte kristne vikinger sidst i 800-tallet til både danske og svenske områder er det plausibelt, at de netop kom fra Danelagen, dvs. York/Northumbria og Cambridges/East Anglia.

[Historikus]

6) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Fjendskab mellem ætterne – del 4.

I Dublin overtog Ivar II (Ímar ua hÍmair) styret (896-902) efter Sihtric I Ivarsson. Ivar II  var barnebarn af Ívar I (Ímair) Ragnarsson, men blev afsat som konge år 902. År 904 fortæller annalerne, at to børnebørn til Ivar I havde dræbt kongen af Pictland - og samme år blev Ivar II fældet i et slag samme sted i Strathearn. Et andet medlem af Ivar-dynastiet - Ragnall ua hÍmair - overtog magten i York år 911 efter Halvdan II. Herefter tabte vikingerne magten i Dublin og York efter en periode, der kaldes for den ’første viking-fase’.

Den ’anden viking-fase’ indtræder først igen omkring år 917.

I interregnum meddeles om ankomsten af en stor vikingeflåde til Waterfords (longphort) havn år 914. Året efter ankom store styrker af ukendte vikinger igen til Waterford og hærgede kirker i Munster, Cork, Lismore og Aghaboe. Et par lokale småkonger blev dræbt, men vikingerne blev slået tilbage ved Rahan i 917.

Samme år, august 917, ankom to vikingeflåder til Irland. Den ene ankom til Waterford ledet af Ragnall ua hÍmair, barnebarn af Ivar I. Den anden ankom til Cenn Fuait (Confey), der ligger ved kysten og Leinster og her var lederen Sihtric ua hÍmair (Cáech), mulig bror til Ragnall. Modparten var kongen af Leinster og kong Niall Glúndubh mac Aeda, af det nordige Uí Néill. Vikingerne løb af med sejren, både konge og biskop af Leinster blev dræbt og Sihtric Cáech tog magten tilbage i Dublin (917-921). I 919 slog kong Niall Glúndubh af Uí Néill kontra ved Islandsbridge, hvor højkongen og fire andre småkonger blev dræbt.

Ragnall ua hÍmair anvendte det meste af år 918 med kampagner, der igen skulle sikre ham magten i York (919-921).

Dublin var herefter styret af ætten til Ivar-dynastiet (Uí Ímair) til lidt ind i 1000-tallet, og kongerne var dobbeltkonge af Dublin og York de næste 23 år fra år 921.

[Historikus]

Kommentar:

Dublin er tilsyneladende blevet grundlagt to gange af vikingerne. Den første grundlæggelse var som longphort og ophørte i 902 med uddrivelsen af de skandinaviske bosættere, først og fremmest til Nordengland.

Vikingerne vendte dog tilbage i 917 (Sihtric ua hÍmair (Cáech)), og bebyggelsen blev genetableret. Det var denne bebyggelse, der senere udviklede sig til byen Dublin. Det er blevet fremført, at det var i løbet af deres tid i Nordengland, at vikingerne fik kendskab til urbanisering, og at det var dem, der tog ideen med sig til Dublin i begyndelsen af 900-tallet. Efter genetableringen af Dublin og udviklingen til en velhavende by, blev kontrollen over den, en nødvendighed for enhver konge, der søgte herredømme over hele Irland.

Omfattende udgravninger, der blev udført af Irlands Nationalmuseum mellem 1962 og 1981, har også afsløret et væld af vidnesbyrd for den bebyggelse, der blev etableret her efter 917. Det vigtigste, enkeltstående resultat af udgravningerne er de oplysninger, der blev tilvejebragt vedrørende byplanen i 900- og 1000-tallet. En række indhegnede jordlodder (parceller) eller ejendomme blev fremdraget og kunne følges gennem mere end 12 successive byggefaser. Ud over dette gav udgravningerne også vigtige oplysninger om husbyggeri og om rækkefølgen af havnefronter fra perioden mellem 900- og 1200-tallet.

Udgravningerne i Dublin gav oplysninger om en række forskellige bygningstyper. Det typiske Dublin-hus var en rektangulær bygning med lave vægge og med en dør i hver ende. Beboelsesområdet var et bredt areal, der strakte sig mellem de to døre og mellem de to forhøjninger langs siderne, som ofte blot var hævede siddepladser eller senge. Midt i gulvarealet var anlagt et stenkantet ildsted. Udgravningerne gav også vidnesbyrd om Dublins forsvarsanlæg. Dublin var i 900-tallet omkranset af en jordvold, og en ny, større vold blev anlagt rundt om bebyggelsen i 1000-tallet.

Rekonstruktion af Dublin omkring år 1000.
The National Museum of Ireland.

[Boreas]

Hvis rigtigt, som kilderne antyder, at kongerne ligeledes indgik alliancer med de lokale irske småkonger - og dermed giftede sig med deres døtre - fik de givetvis også børn med dem. Hvis de blev opdraget i vikingernes irske kolonier - longphort's - og senere tog på togter i Irland, må det ha' været svært for de lokale konger, at gøre modstand mod eventuelle egne sønner.

Man kan nok gå ut fra at de kongedømmer som ikke blev erobret og decimeret av romerne levde i relativ stabilitet, som herskere blant sine egne folk, fram til den 'ny-romerske' ekspansjon kom igang med den franko-romanske allianse.  Disse gamle kongsætter beskrives i flere kilder, irske som old-nordiske - såvel som i de frankiske annaler, der de omtales som både erobringsmål og fiender.

Vi kan utgå fra at de hadde meget gamle forbindelser til Skandinavie, hvorfra øyene engang ble befolket.

I dag har man begynt å få sammen brokker og fragment fra de gamle kongedømmer som engang omkranset Nordsjøen. Blant disse finner man så de vest-skandinaviske forgreninger til Skottland og Irland, der begge overlevde den første romertid. Kontakten mellom de ulike kulturformer - fiskebønder vs. sksogsbønder vs. landbønder - forteller også noe om hvilke skandianavere der hadde slægtsgrener blant de engelske vs. skottske vs. irske bønder.

I fortellertradisjonene dukker det derfor opp et gammelt bånd mellom vest-Norge og øyene ute i havet - helt ned til Irland.  Dette vest.Norge ble da rådet av det 'håleygske' kyst-aristokrati.

Under den lange forsvarskrigen - kalt vikingtid - blir de irske håleyger støttet av såvel skotter og svensker som englendere og daner. Igen er det alliansen som beskrives under Bråvalla-slaget som behøves - for å sikre de irske familjegrener og havnebyer mot den tiltagende trykk fra de frankiske allianser i syd-England, hvorfra man utøver en tiltagende våpen- og markedsmakt - og ditto 'merkantilisering' (monopolisering) - av både handel og vandel.

Det er altså i denne sammenheng man får se den tydelige interessen for Irskesjøen og Irland, spesielt fra de 'nord-gøtar' man kalte raumere, ryger og håleyger - senere kalt 'nordmænd' (eksonym). Da behovet for forsvar av de sydlige grenseområder øker ser man at goternes og skandinavenes militæer enheter ('hundare') blir utvidet til en genrell værneplikt, der man fra hver familiegren og -kvist (gård) får innkalle unge menn som må 'vies' til døden - gjennom "sverdets kvasse lek".  De militære enheter man tidligere hadde kalt 'hundare' blir nå til hele ledinger - forlagt i faste leire (husabyer, "trelleborger") rundt hele det søndre Skandinavia.

http://finnbringsjord.blogspot.no/2009/10/hundekongen-pa-jren.html

Ved siden av ren militærmakt ser man altså at økonomiske pressmiddel og markedsmakt går forut for den kulturelle påvirkning, der de gamle skoler og tradisjoner blir erstattet med dogmatiske regimer bygd på religiøse anfektelser.

Navnskikken Knut, som kongelighet, har tydeligvis danske aner, medens Sig- har en klar forbindelse til brødrefolket på det svenske bondelandet.

Nordsøens konger, Nordsjøens konger år 250-850:
http://www.nb.no/nbsok/nb/de1ebcebb0c517eb544f51deaac27e86
http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE3314797/drager-og-konger-i-esbjerg/

[Historikus]

Navnskikken Knut, som kongelighet, har tydeligvis danske aner, medens Sig- har en klar forbindelse til brødrefolket på det svenske bondelandet.

Fakta & spekulationer

Fakta må være Hardacnut-slægten fra York, som kan indplaceres i Midtjylland. Byen York i Northumbria er placeret i Danalagen, som er sammensat af ordet ’daner’ og det oldnordiske ’lagh’ i betydningen ’danernes lovområde’.

Så både Hálvdan og de senere konger af Northumbria og East Anglia må være relaterede og plausible efterkommere af ’danere’ - hvad dette ord end måtte dække - også geografisk? Som tidligere opregnet findes der 23 runesten i Västergötland med epitetet ’harða goðan’. Historikere i datidens England sætter dog rutinemæssigt lighedstegn mellem nordboere og ’danere’.

Trods dette skriver den angelsaksiske krønike - version ’E’ og ’F’ - at de tre første vikingeskibe, der år 787 kom til Britain var ’norðmanna’ fra Hereðalande (Hǫrðaland?) -

"on his dagum comon ærest iii scipu Norðmanna of Hereða lande"

Ingen andre versioner af krøniken har dog denne oplysning.

[Bornholm]

Hordaland ser rigtigt ud ifølge denne wiki.
Ved ikke, hvorfor links driller, men kopiér hele teksten ind i browseren, så virker det.

http://ang.wikipedia.org/wiki/Hēafodtramet

http://ang.wikipedia.org/wiki/Hereðaland

(Vi kender også betegnelsen nordmænd fra Frankrig, hvor dem fra Danmark og Norge blandedes sammen.)

http://www.staff.uni-marburg.de/~lohoefea/Sessions/S06_OE_Syntax_Semantics.pdf

Gode gamle Tolkien:
http://books.google.dk/books?id=uEOfAwAAQBAJ&pg=PA319&lpg=PA319&dq=Here#v=onepage&q=Here&f=false

(hordar, harda)

[Bornholm]

Man kan nok gå ut fra at de kongedømmer som ikke blev erobret og decimeret av romerne levde i relativ stabilitet, som herskere blant sine egne folk, fram til den 'ny-romerske' ekspansjon kom igang med den franko-romanske allianse.  Disse gamle kongsætter beskrives i flere kilder, irske som old-nordiske - såvel som i de frankiske annaler, der de omtales som både erobringsmål og fiender.

Vi kan utgå fra at de hadde meget gamle forbindelser til Skandinavie, hvorfra øyene engang ble befolket.

I dag har man begynt å få sammen brokker og fragment fra de gamle kongedømmer som engang omkranset Nordsjøen. Blant disse finner man så de vest-skandinaviske forgreninger til Skottland og Irland, der begge overlevde den første romertid. Kontakten mellom de ulike kulturformer - fiskebønder vs. sksogsbønder vs. landbønder - forteller også noe om hvilke skandianavere der hadde slægtsgrener blant de engelske vs. skottske vs. irske bønder.

I fortellertradisjonene dukker det derfor opp et gammelt bånd mellom vest-Norge og øyene ute i havet - helt ned til Irland.  Dette vest.Norge ble da rådet av det 'håleygske' kyst-aristokrati.

Under den lange forsvarskrigen - kalt vikingtid - blir de irske håleyger støttet av såvel skotter og svensker som englendere og daner. Igen er det alliansen som beskrives under Bråvalla-slaget som behøves - for å sikre de irske familjegrener og havnebyer mot den tiltagende trykk fra de frankiske allianser i syd-England, hvorfra man utøver en tiltagende våpen- og markedsmakt - og ditto 'merkantilisering' (monopolisering) - av både handel og vandel.

Det er altså i denne sammenheng man får se den tydelige interessen for Irskesjøen og Irland, spesielt fra de 'nord-gøtar' man kalte raumere, ryger og håleyger - senere kalt 'nordmænd' (eksonym). Da behovet for forsvar av de sydlige grenseområder øker ser man at goternes og skandinavenes militæer enheter ('hundare') blir utvidet til en genrell værneplikt, der man fra hver familiegren og -kvist (gård) får innkalle unge menn som må 'vies' til døden - gjennom "sverdets kvasse lek".  De militære enheter man tidligere hadde kalt 'hundare' blir nå til hele ledinger - forlagt i faste leire (husabyer, "trelleborger") rundt hele det søndre Skandinavia.

http://finnbringsjord.blogspot.no/2009/10/hundekongen-pa-jren.html

Ved siden av ren militærmakt ser man altså at økonomiske pressmiddel og markedsmakt går forut for den kulturelle påvirkning, der de gamle skoler og tradisjoner blir erstattet med dogmatiske regimer bygd på religiøse anfektelser.

Navnskikken Knut, som kongelighet, har tydeligvis danske aner, medens Sig- har en klar forbindelse til brødrefolket på det svenske bondelandet.

Nordsøens konger, Nordsjøens konger år 250-850:
http://www.nb.no/nbsok/nb/de1ebcebb0c517eb544f51deaac27e86
http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE3314797/drager-og-konger-i-esbjerg/

Jeg har nogle kommentarer og måske spørgsmål til Finn Bringsjords artikel. Er Boreas = Finn Bringsjord?
 

[Historikus]

Fakta & spekulationer

Fakta må ligeledes være, at Ivar-dynastiet’s (Uí Ímair) omfatter vikingen Ivar, Inguar, Ímair, som opererede i både England og Irland - og som den første blev nævnt i en udenlandsk kilde år 1050, som søn af Lodbrog.

De tætte forbindelser mellem York og Dublin bekræftes af Ivars funktion som dobbeltkonge i 871-873, hvor Ulster-annalerne skriver "Imhar, rex Nordmannorum totius Hiberniae et Britanniae". Efterfølgende tager sønnerne efter Olaf - dvs. Amlaíb, mac righ Laithlind - magten i Dublin, da Ivar dør. Olaf (Amlaíb) må være af en anden æt end Ivar-dynastiet og Lodbrog-slægten, da Hálvdan af York griber ind, og overtager styret i York og Dublin, indtil sin død.

Ifølge Vikingeskibsmuseet og Maeve Sikora fra National Museum of Ireland, var det vikingerne, der efter år 917 tog kendskabet til urbanisering med parceller med sig ved genetableringen af Dublin. Hvor havde Ivars barnebarn Sihtric ua hÍmair (Cáech) og hans stab denne ekspertise fra?

Urbanisering med parceller kender vi fra Ribe (ca. 720-50), Birka, Arós /Århus (ca. 800), Hedeby (ca. 811), Norske Kaupang (ca. 810) - så der er en vis sandsynlighed for, at Ivar-dynastiet’s oprindelige hjemland skal findes indenfor området med nævnte urbanisering.

[Historikus]

Ostmen fortsættes med analyse af Olaf - Amlaíb, mac righ Laithlind - og hans eventuelle baggrund. Var Olaf den samme som sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti)? Kan Olaf knyttes til Vestfold-kongerne? Tjek op på næste indlæg.