Uden at ville trække tråden i en anden retning end hvad overskriften byder på, er begrebet "Odin, Óðinn, Vodin, Woden, Wodan, Woðan, Wotan, Wuotan, Godan (Longobarderne og Vandalerne) og Yodhin, Yodha (sanskrit)" en noget besværlig størrelse at holde styr på. Så vidt jeg kan se skyldes det at ordet og begrebet undergår en naturlig sproglig udvikling gennem årtusinder.
Fra i Rig Veda i Bronzealderen alene at være benyttet som et beskrivende ord "kamp, kæmper, bekæmpe", dvs. ikke en betegnelse for hverken et dødeligt menneske (Drotten) eller en udødelig forfader (gud), ser vi en langsom evolution, på sanskrit og i de sene veda, til at begrebet nu forbindes med en dødelig drot som ”yudh” (en kriger, kæmpe, sejrherre). Ved ankomsten til vore nuværende landskaber nord for Ejder-strømmen ca år 40-70 e.Kr. ser det ud til at drot og shaman har været woðan (i flertal), hvor Den Hedenske Høje er Freyr. Først ekstremt sent, i sennordisk forståelse, fra 700 tallet e.Kr. fremefter, opstår den gude-inflaterede Odin-alt-mulig-mand, som vi kender til fra de ligeledes sene beretninger fra 12-1300 tallet e.Kr.
I mit kapitel "Troja, Þrúðvangar og Ragnarok":
http://www.verasir.dk/show.php?file=chap12.html#toc34forsøger jeg at give et indblik i Den Trojanske Krig, som den kommer til os fra Ældre Edda og Homer (Iliaden og Odyssey).
Vi kender til den trojanske kongerække hvor stamfaderen er "Erikhithonios, Ericthonios, Ericthonius, ERIXΘONIOS" , som jeg argumenterer for skal opfattes som "*Ei+Ríkr+Þor = *Eiríkr-Þor, *Altrådende Thor, Gamle-Erik" og derfor det faktiske ophav til tordengudens søn Thor. Hans samtid er ca. år 1300-1280 f.Kr.
Nogle slægtled senere, som bykonge af Troja, finder vi:
Priam (Priamon) (oldgræsk, før-græsk)
Piyamaradu (hittitisk)
Pijamaraduš (hittitisk)
Priumne (etruskisk; bl.a. Vulci: III; ES V, 118)
Hans samtid er ca. år 1250-1200 f.Kr.
Vi ser i det oldnordiske ”prámr, prjámr” (båd, færge), at der kan ske en omveksling til ”farmr, fearm, farm” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk) med betydningen ”(skibs)ladning, rejse”. På samme vis kunne man tænke sig at ”Priam, Priamon” på oldnordisk kunne findes som ”framr” (ypperlig, brav, tapper). Herved når vi frem til den identiske betydning af ordet på det nu uddøde indoeuropæiske sprog ”luvisk" (luwian, luvian) med "Priimuua" (Den ualmindeligt Modige).
Ifald det kan argumenteres at der er et fælles ophav mellem det oldlatinske ”pri” (før) og det luviske ”Primuua” (Den ualmindeligt Modige), og den modigste er oprindeligt altid at finde i første række blandt de kæmpende krigere, da har vi følgende sproglige udvikling:
Oldlatinsk ”pri” (før) → ”*prismos” (før-Italic) → ”primus” (latin) → ”primeiro, primero, prima” (portugisisk, spansk, italiensk).
Herved opnår vi forståelsen at ”o primeiro, el primero, la prima” (den første) er identisk til forståelsen af Odin som ”den første” 1.
Kong Priam (Priamon) kan derfor vel være identisk med Odin i ordets oprindelige betydning. Ældre Edda forklarer os at dette er hvad vor erindring tilsiger. Det kan vises at i behandlingen af Den Trojanske Krig i Ældre Edda bruges heitet "Oþinn" i omtalen af Kong ”Priam, Priamon”.
Jeg mener derfor at tilnavnet eller tituleringen Odin er fra Ældre Bronzealder.
mvh
Flemming
